En datters forsvarstale
Spøkelseshistorie - fra Lån meg din kone (1958)
➡ ♥♥♥ Link: Vigdis hjorth gift
➡ ♥♥♥ Link: https://dating18plus.ru/Kerri1995
Hvorfor faren valgte at misbruge hende? Om jeg hadde vært gutt, ville jeg vært veldig rampete og den som stjal biler. Da kan jeg gjøre hva jeg vil.
Både Bård, Bergljot og hendes datter Tale giver udtryk for, at den anden del af familien ikke anerkender dem og deres oplevelser. In the novel, the mixed-race child Gabriel moves between settings as an insider-outsider.
En datters forsvarstale - Noen mente de så sterke paralleller til hennes eget liv.
Efterårets store litterære debat i Norge har handlet om den såkaldte virkelighedslitteratur, og særligt om, hvor grænsen går for, hvad forfattere kan tillade sig at skrive om virkelige personer. Anledningen til debatten var udgivelsen af Vigdis Hjorths roman Arv og miljø, som handler om fire søskendes forsøg på at dele arven efter deres forældre der vel at mærke stadig lever, da striden begynder. To af dem Astrid og Åsa har et godt forhold til forældrene, mens de to andre Bård og Bergljot har brudt forbindelsen til familien. Stridens omdrejningspunkt er forældrenes to hytter ved Hvaler, som de vil sælge til Åsa og Astrid til langt under markedsprisen, på trods af, at de tidligere har lovet børnene, at arven skulle fordeles ligeligt mellem dem. Midt i denne strid dør faderen, hvilket kun gør tingene værre: Det viser sig nemlig, at Bergljots begrundelse for at ikke at se familien er, at de ikke vil anerkende, at han udsatte hende for seksuelle overgreb da hun var barn. Romanen skildrer hendes forsøg på at navigere mellem de mange forskellige følelser og interesser. Selvom hun insisterer på sin egen historie, er Bergljot hele tiden i tvivl om, hvordan hun skal forholde sig til familiemedlemmerne. Snakke ut med far og innkalle til et møte med meg? Så vi kunne snakke alvorlig og ærlig om det alle tre, hele trekanten? Kunne de fortsette å være gift da? Kunne jeg fortsette å se dem da? Og de andre, skulle det snakkes åpent og ærlig om med Bård og Astrid og Åsa? Og var det ikke ulovlig, måtte det meldes til politiet? Familiemedlemmerne forstår tilsyneladende aldrig helt, hvad problemet er for Bergljot, idet de flere gange forsøger at genetablere kontakten til hende i håb om, at hun bare kan glemme det, der er sket. Arv og miljø er således en bog om ikke at føle sig set. Både Bård, Bergljot og hendes datter Tale giver udtryk for, at den anden del af familien ikke anerkender dem og deres oplevelser. På overfladen er opgøret måske økonomisk, men i sin rod er det moralsk. Og selvom Astrid forsøger at mægle mellem parterne, anklager moderen Bergljot for at lyve om overgrebet for at gøre sig interessant, hvilket selvsagt umuliggør at de nogensinde når hinanden. For som Bergljot siger, kan forsoning kun ske, når alle parter får lov at fortælle deres historie s. Selvom der dukker uventede breve og oplysninger op, som i en anden slags roman kunne have ført til ændringer i konflikten, er det, som om Arv og miljø bare graver sig dybere og dybere ned i den elendighed, som er til stede fra begyndelsen. Undervejs har jeg flere gange tænkt på August Strindbergs En dåres forsvarstale. På trods af, at der er stor forskel mellem de to bøger, forekommer der mig alligevel at være fællestræk i måden, fortællerne retfærdiggør deres egne tanker og handlinger på og medtager alle mellemregningerne, samtidig med at de andre personer tillægges alle mulige motiver, som passer perfekt ind i jegets fortælling. Hvor Strindberg er uomtvisteligt forrykt og paranoid, så er det sværere at have en entydig holdning til Bergljot. Den tragiske overgrebshistorie vækker selvsagt sympati, og familiens manglende evne eller vilje til at forstå hende, er frustrerende at overvære. Men hun udviser også en bemærkelsesværdig mangel på selverkendelse på visse områder, som når hun tørrer sine børn af på bedsteforældrene, og ligesom bytter børnenes samvær med dem for selv at kunne få en pause fra den konflikt, hun har med dem. Der er ingen tvivl om, hvem der er skurkene i fortællingen, men heller ikke ofret er uden fejl og usympatiske træk, og Hjorth balancerer disse spændinger på imponerende vis. Jeg må ærligt indrømme, at det ikke er vigtigt for mig om bogen er baseret på forfatterens egne oplevelser; derfor har jeg heller ikke tænkt mig at gå dybere ind i de etiske problemstillinger her.